Komfurer fås i flere varianter - med støbejernsplader, glaskeramisk kogeplade, gasblus og induktion. Det klassiske komfur med støbejernsplader fungerer som en stegepande og er lang tid om at blive varmt, ligesom det er lang tid om at køle ned igen. En udfordring, der i mange køkkener løses ved at to plader kører på fuld kraft, mens de to sidste kører på lavere varme dagen igennem - en meget energikrævende og uhensigtsmæssig løsning.

Det glaskeramiske komfur bliver også varmet op med almindelige varmelegemer, men fordelen her er, at det ikke er store jern-plader, der skal varmes op. Den glaskeramiske overflade reagerer hurtigere, og det er nemmere at regulere varmen op og ned, men det har begrænsninger fx i forhold til rengøring, da ting, der brænder på, kan være virkelig svære at få af på grund af den varme plade.

Gas har den fordel, at det er nemt at regulere varmen, men når man bruger gas, produceres masser af spildvarme, når ilden slikker op ad siden på gryden, hvilket betyder, at der går kostbar energi til spilde. Desuden sviner gas på en helt anden måde end andre varmekilder og kræver hyppigere rengøring i køkkenet.

Den sidste mulighed er at vælge et komfur med induktion, som er både funktionelt og energibesparende. Komfuret varmer ved hjælp af elektronik, der til forskel fra andre varmekilder ved hjælp af magnetisme inducerer varmen til netop det sted, hvor man fx placerer en gryde - og kun der.

Fordelen er, at det kun er arealet under gryden, der bliver varmet op. Denne type komfur er særdeles energieffektivt. Godt nok er det dyrere i indkøb, men der er ikke kun en energi- mæssig gevinst. Induktionskomfuret udleder mindre varme, og påvirker dermed ikke indeklimaet som andre komfurer, hvor det kan være nødvendigt med ekstra udsugning og indblæsning af luft, hvis det kører rigtig meget.