"Spice up your life" Kogt og syltet grønt med muslingesauce

Fremgangsmåde:

Muslingesauce:
Start med at skylle muslingerne grundigt og gnub dem kraftigt mod hinanden, så urenheder vaskes af.

Gentag med rent vand et par gange.

Snit nu hvidløg, skalotter, gulerod og porre fint og sauter det under middelhård varme i en gryde med lidt neutral olie, til de er godt brunede.

Tilsæt nu hvidvinen og reducer den stille og roligt indtil den er næsten helt væk.

Tilsæt nu muslingerne, og lad dem dampe i 15 minutters tid til alt væske er ude af muslingerne.

Sigt nu fonden og gem denne.

Reducer nu muslingefonden stille og roligt med fløden til den er tyk, cremet og intens. 

Smag til med salt og peber.

Grøntsager:
Skær nu grøntsagerne i mindre stykker som du ønsker (Tern, rustikke stykker osv.), vigtigst er at størrelserne passer så de ca. tilberedes færdigt på samme tid.

Kog nu timian, hvidløg og smør op med 2 dl vand. Smag vandet til med salt så det smager som letsaltet havvand.

Lad grøntsagerne simre i vandet til de er al dente.

Dildolie:
Pluk dilden fra stilkene og gem evt. stilkene til andre retter. Skyl og slyng dilden fri for vand. Gem lidt dild til pynt.

Blend nu olie og resterende  dild i 3 minutter på 60 grader,  hvis du har en blender der kan dette (Alternativt kan du blende den 3 minutter til blenderen bliver let varm, eller du kan varme olien op til 60 grader med den blendede dild efter du har blendet).

Sigt olien i et klæde og gem olien.

Du får ikke brug for alt olien til retten, men det er svært at lave mindre portioner, så gem resten til en urtemayo eller en vinaigrette.

Syltede løg:
Skær rødløg i kvarte og pluk dem ud i lameller.

Kog sukker, vand og eddike op i en gryde og lad løgene simre 1 minut i denne.

Lad dem køle af til stuetemperatur.

Ved servering:
Fordel de kogte varme grøntsager i 4 tallerkener.

Dræn de syltede løg og anret 3-5 stykker på hver tallerken, de skal bare være stuetemperatur.

Pynt med lidt dild.

Kog muslingesaucen op, tag den af varmen og tilsæt ca. 1 spsk. dildolie pr. person. Hæld til sidst saucen over retten.