Du er nu logget ind som {customerName}

Brønnum åbner showroom, kontor og Food Lab i Aarhus

Brønnum åbner showroom, kontor og Food Lab i Aarhus – og styrker den fysiske tilstedeværelse i Jylland

Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at Brønnum pr. 1. juli åbner showroom, kontor og Food Lab i Aarhus. Vi flytter ind på Runetoften 15 i det tidligere Ken Storkøkken-domicil – et sted med masser af historie og hele 1.300 m² til showroom, kundeevents, produktdemonstrationer og faglig inspiration.

Brønnum har i mange år været til stede i både Jylland og på Fyn via vores lokale konsulenter og serviceteknikere, som dagligt yder professionel rådgivning og support til kunder i hele regionen. Det nære samarbejde og den lokale tilgængelighed har altid været en kerneværdi hos os – og nu styrker vi tilstedeværelsen yderligere med faste rammer i Aarhus.

I det nye showroom får du mulighed for at opleve Brønnums fulde sortiment inden for isenkram og maskiner – med løsninger målrettet både storkøkkener, kantiner, restauranter, caféer og QSR. Her kan du komme forbi og få både inspiration, faglig sparring og konkret produktviden – tættere på din dagligdag.

Med vores nye Food Lab i Aarhus får vi også bedre muligheder for at afholde kurser, temadage og skræddersyede arrangementer for vores kunder og samarbejdspartnere i Jylland og på Fyn. Det bliver et dynamisk sted, hvor fagfolk mødes, lærer og udvikler sig sammen.

I samme forbindelse samler vi vores aktiviteter i Jylland og flytter vores nuværende setup i Vejle til Aarhus, så vi får ét stærkt knudepunkt i regionen.

Vi ser det som en vigtig milepæl i Brønnums 150-årige historie – og som en naturlig videreudvikling af vores ambition om at være den foretrukne samarbejdspartner for professionelle køkkener i hele Danmark.

Vi glæder os meget til at byde jer velkommen på Runetoften – og til mange gode, inspirerende møder i Aarhus.