“Som arbejdsgiver et det et kæmpe signal at sende til de 7-800 medarbejdere, hvoraf de 600 på det tidspunkt sad hjemme på sofaen. Jeg viste dem, at jeg tror på projektet og ikke mindst på fremtiden”, lyder det fra Anders Aagaard med overbevisning i stemmen - og han ved om nogen, hvad det vil sige at rejse sig i støvet af en krise. Han tabte som helt ung mange penge på et fejlslagent restaurationseventyr i London og røg siden uklar med sine samarbejdspartnere i Cofoco.
Og Madklubben er født ud af finanskrisen i 2007, hvor folk mistede deres job, og de, der stadig var i arbejde, havde forbud mod at gå ud og spise dyrt på firmaets regning. Hans mission var at skabe et sted, hvor det var muligt at spise til fornuftige priser i fede omgivelser med søde unge mennesker, der serverede.
“Det er vores columbusæg og har været det fra dag 1, og den formel går igen, hvad enten du booker bord på Hanzo, FRANKIES eller Bistro Royal”.
Han så et hul i markedet og savnede også selv et sted at gå ud med sine venner, da han flyttede til København efter at have boet i Schweiz og London og var vant til en helt anden ‘gå ud kultur’.
Alt for dyrt at gå ud i København
“Når jeg foreslog mine venner i København at gå ud og spise, var reaktionen næsten altid, ‘er du sindssyg, er du godt klar over, hvad det koster’. Men jeg syntes, det var alt for kedeligt at mødes derhjemme og spise spaghetti med kødsovs og drikke øl fra køleskabet. Jeg ville ud og opleve, som jeg også gjorde i min barndom, når vi var på ferie og gik ud og spise hver aften. Det var vildt hyggeligt, men dengang faldt snakken også altid på, hvad det ikke ville koste hjemme i Danmark”.
Han skelede derfor også til den sydlandske mentalitet, hvor det at gå ud at spise ikke er forbeholdt særlige lejligheder, og hvor maden er til at betale, da Madklubbens koncept blev skruet sammen - og det må siges at være lykkedes ham at demokratisere den gode restaurantoplevelse.
Madklubben, der i 2019 havde 1.200.000 gæster i sine restauranter, favner bredt fra franske klassikere til mellemøstlig magi og morgenmad.
Og opskriften er ifølge Anders Aagaard ligetil.
Bestseller og evergreen er ord, der går igen
“Vi prøver på ingen måde at genopfinde hjulet eller den dybe tallerken, men har skruet nogle kort sammen med masser af evergreens, som vi selv kan lide at spise”.
Og netop evergreens, bestsellere og ‘sikre hits’ er ord, der går igen, når Anders Aagaard skal sætte ord på Madklubbens succes.
“Vi tilstræber at sammensætte en menu, hvor man ikke kan vælge forkert. Det må aldrig blive for mærkeligt eller bizart. Det er ikke vores opgave at forvirre, så hvis noget ligner chokolademousse, så er det det også”, lyder det fra Anders Aagaard, ifølge hvem det desuden er vigtigt at holde sig for øje, at maden blot er én af de mange faktorer, der skal til for at sikre gæsten en hyggelig aften.
“Hverken maden eller vinen har været det vigtigste, når jeg tænker på nogle af de bedste oplevelser, jeg har haft, når jeg har været ude med min kone. Vi har måske fået en helt enkel ret med pasta og parmesan og lidt vin, men det der virkelig har gjort det godt, har været at blive mødt af en smilende person i døren, der tydeligt signalerer, at det er det bedste i verden, at jeg er kommet. I Madklubben vægter vi værtsskab rigtig højt, og vi indprenter de unge, at det fandeme er alfa og omega at møde folk på en god og positiv måde, og at det unge par skal have mindst lige så megen kærlighed som bankdirektøren”, fortæller Anders Aagaard for hvem samvær, fællesskab og imødekommenhed er den røde tråd, der binder biksen sammen.
Der skal variation i ‘køkkenhaven’
I hans verden handler det om at gøre folk glade, og ifølge Anders Aagaard er der ikke noget bedre end at se glæden i gæsternes øjne. Han var i praktik på Schackenborg Slotskro i 7. klasse, og det var totalt ‘mindblowing’ at opleve fransk gastronomi og kokkenes akkuratesse på nærmeste hold, men han fandt samtidig ud af, at det nok ikke var kokkevejen, han skulle gå. Han kan godt lide at lave mad, men har slet ikke ‘Michelin drengenes’ tålmodighed.
“Hvor andre maler med en sirlig pen, er jeg typen, der bruger malerpensel”, lyder det fra Anders Aagaard, der fandt sin rette hylde på en hotel - og restaurantskole i Schweiz.
Hvad enten man er København, Aarhus eller Esbjerg bliver man mødt at det markante Madklubben logo, og hvor nogle kunne være tilbøjelige til at koncentrere deres kræfter om at nurse de frø, der allerede er sået, har Anders Aagaard det stik modsat.
“Hvis du kun har kartofler i din køkkenhave, risikerer du år, hvor de alle dør på grund af pest eller noget andet uforudset. Sørger du derimod for at have en række bønner, salat og kål også, er det godt nok mere omstændeligt, men omvendt spreder du risikoen, så for mig er det altafgørende hele tiden at være på vej og sætte nye skibe i søen”, siger Anders Aagaard og uddyber, at det er det, der tænder ham allermest ved branchen - at det går så stærkt.
“Modsat min ven, der er farmaceut og skal være heldig at få ét produkt på markedet i hele sin karriere, kan jeg vågne med en god ide, udvikle på den i løbet af dagen og prøve den af samme aften efter lidt promovering og kundeinddragelse på de sociale medier. Dét er fedt, hvis man som jeg har svært ved at koncentrere sig om det samme i mange timer. Instant gratification, det er lige mig”, slutter den entreprenante sønderjyde.